
Alt for meget kød og alt for meget CO2 er med til at placere Danmark på
en fjerdeplads på listen over, hvilke lande der forbruger flest af
Jordens ressourcer.
Den tvivlsomme placering offentliggøres i rapporten ’Living Planet Report 2008’ . Danmark er her placeret som det land i verden, der har
det fjerdestørste forbrug af naturressourcer pr. indbygger. Kun
overgået af De Forenede Arabiske Emirater, USA og Kuwait.
Læs rapporten
”Rapporten bør give anledning til dyb selvransagelse herhjemme, for
det er selvfølgelig helt uacceptabelt, at vores forbrug i den grad
lægger pres på planeten. Trods vores tradition for at være et
miljøvenligt land og vore mange muligheder for rent faktisk at være
det, er vi nu endt i selskab med lande, der notorisk er kendt for at
ødsle med ressourcerne. Pinligt,” siger Jacob A. Sterling, som er
miljøfaglig chef i WWF Verdensnaturfonden.
Årsagen til den kedelige placering er især vores store udslip af CO2
og vores forbrug af kød. Vi er en nation af kødspisere, og det gør os
til det land i Europa, hvor der spises mest oksekød og næstmest
svinekød målt pr. indbygger. Produktion af foder til såvel kvæg og svin
lægger beslag på store dyrkningsarealer verden over. Fx lægger
produktionen af et kilo oksekød beslag på et langt større areal end
produktionen af et kilo grøntsager.
”Den danske menu må ændres. Vi kan ikke blive ved med at lade kød
indgå som hovedingrediens i vores kostplan. Der vil være store
gevinster forbundet med at gøre grøntsager til en stadig større del af
vores mad,” anbefaler Jacob A. Sterling.
Men også vores enorme udslip af drivhusgasser pr. indbygger er med
til at placere os i samme liga som nogle af de mest CO2 ledende
nationer i verden.
”Nu får vi endnu engang et bevis på, at vores forbrug af CO2 langt
overskrider hvad verden kan holde til. Vi skylder fremtidige
generationer at få ryddet op efter os. Derfor må regeringen sætte alt
ind på at arbejde ambitiøst og aktivt for en ordentlig aftale om EU's
klimapakke og siden hen en holdbar og konstruktiv aftale ved topmødet i
2009. Dette opnås kun, hvis vi er indstillede på at gøre noget drastisk
ved Danmarks eget forbrug og udslip,” siger Jacob A. Sterling.
For yderligere information:
Kommunikationschef Ida Thuesen
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
eller mobil 20 33 78 62
Verdensnaturfonden
|