De uønskede: "Det her er bedre end at risikere at dø"

Omkring 2.500 flygtninge lever i små slumlejre i den franske havneby Calais midt i Vesteuropa uden adgang til vand, varme eller el.

Af Uffe Taudal Andersen, Foto og video: Asger Ladefoged / Berlingske / 29.11.14

Drømmen er at komme til Storbritannien, men tilsammen udgør de et billede på en fragmenteret europæisk flygtningepolitik, hvor det drejer sig om at undgå ansvaret.

Den 29-årige syrer har været i Calais i mere end to måneder. Hver aften og nat forsøger han at kravle over de høje, hvidmalede metalhegn til færgeområdet og snige sig under en af de ventende lastbiler for at hægte sig fast til, den er om bord.

»Jeg har prøvet mindst 70 gange. I går forsøgte jeg fire gange, men når det lykkedes, er jeg altid blevet opdaget. Nu er det blevet endnu sværere, fordi de har lavet et nyt hegn og sat nye kameraer op. Det har den britiske regering betalt for,« siger den unge syrer.

Han vil blive ved med at forsøge at komme til Storbritannien. Det er udelukket at tage tilbage til Syrien, hvor han siger, at han blev fængslet to gange og blev tortureret med elektriske stave. Vejen fra Damaskus til Calais tog fire måneder gennem Libanon med fly til Algeriet, derefter gennem Tunesien og til Libyen, hvorfra han kom med båd til Sicilien.

»Fra Italien og hertil tog det seks dage, men nu sidder jeg fast her. Jeg skal derover. Nogle har været her i fem måneder, og det skal nok lykkes. To af mine brødre kom til London i sommers. De kom ind i en lastbil og har nu søgt om dokumenter. En af dem kan arbejde.«

I Calais lever syrerne på gaden. Ikke langt fra havnen og lige uden for byens centrum har en lille gruppe fået lov af menigheden til at slå sig ned med madrasser på trappen til en kirke. Andre bor udenfor en lagerhal et lille stykke væk.

Lidt længere inde i byen bor en gruppe fra Sudan på en anden bred trappe, hvor ejeren har ladet dem holde til. I udkanten af byen er der flere lejre med små telte og sammenflikkede skure. »Jungler«, som både flygtningene og lokale kalder dem. Der er »afghanernes jungle« inde mellem nogle træer. Folk fra Eritrea og Etiopien har samlet sig lige omkring en nedlagt sportshal. I en anden retning bor flygtninge fra Darfour-regionen i Sudan på en lille græsmark bag et supermarked.

»Nu er her ved at blive koldt, og vi mangler tæpper. Vi skal gå langt for at få vand, og ofte er vi tre i det samme telt. Men jeg er glad for at være her, for jeg kan ikke tage tilbage. Det her er bedre end at risikere at dø. I Sudan dræber regeringen os. Det er et folkemord,« siger 30-årige Hassan.

For de flygtninge, som Berlingske har talt med i Calais, giver det ikke megen mening at tale om »nærområderne«. Millioner af syrere bor allerede i lejre og midlertidige boliger i nabolandene. Fra Sudan og Eritrea flygter mange til Libyen, hvor en ny borgerkrig er ved at udvikle sig, men hvorfra de kan komme videre over Middelhavet. Der er ingen sikre områder omkring dem.

De ved, at de er uønskede i de fleste lande, men de få, der når frem til Calais, er nogle af dem med overskud og håbet i behold om at kunne ændre deres liv. At få en tilværelse. Ikke en bedre men en tilværelse i det hele taget.

Læs hele artiklen

 

 

 

What if learning was about knowledge and also about doing, being, interacting with others and changing the world?

What if formal learning was enjoyable, hands-on and relevant to life outside school while addressing the problems of our world?

What if education systems prepared learners to become responsible citizens, recognize and solve local problems...

Then we would be educating for a more sustainable future

Ved at browse denne side acceptere du automatisk vores cookie politik.