Outward Bound - Oman

En kold morgen for et år siden sad jeg til en historietime og var en smule træt. Vi havde Birte Reichel, som også underviser os i naturgeografi.

Inden timen rigtig startede, havde hun lige en meddelelse. Den gik ud på, at alle drenge, der enten var 16 eller 17 år, havde mulighed for at komme en tur til Mellemøsten, free of charge.

Det lød selvfølgelig fantastisk, og da man blot skulle skrive en ansøgning, gik jeg i gang allerede i det følgende modul. Chancen for at komme med var lille, da ti skoler deltog, men ikke desto mindre lå der en besked på Lectio ti dage senere. Jeg havde fået turen.

Oman – here I come
Så var det blot at vente, og da det blev den 31. januar 2013, stod jeg klar i lufthavnen med fuld oppakning. Flyet afgik - jeg var på vej!
Da jeg ankom, mødte jeg to drenge på min alder, og vi fandt hurtigt ud af, at vi havde samme destination. Sammen kom vi ud foran lufthavnen og fik prajet os en taxi mod Golden Tulip Hotel i hovedstaden, Muscat. Vi var først derude klokken 1 om natten, så jeg gik ud som et lys.

 oman2

Sand, sand og atter sand
Om morgenen mødtes vi alle og blev kørt mod syd ud i ørkenen. Den blev vores hjem den næste uge. I ørkenen mødtes vi med vore guider og ompakkede rullekufferterne, så vi kun havde det allermest nødvendige med os. Derefter stævnede vi ud og begyndte at gå.
Hver dag gik vi to til tre timer ad gangen med stop formiddag, middag, eftermiddag og af-ten. Guiderne havde tildelt os en partner, som vi sov sammen med. En fra Oman og en europæer i hvert telt. De ni par fik hver et telt og ansvar for dette. Det skulle op hver aften og ned hver morgen, og helst lidt hurtigt.

Pauser med indhold
I pauserne kom turens egentlige formål frem. Vi var der jo ikke blot for at gå. Der blev snakket og diskuteret i pauserne om alt fra piger til kulturelle forskelle og politiske holdninger. De engelske sprogfærdigheder varierede selvfølgelig, men alle kunne gøre sig forståelige, så det blev aldrig et problem. Udover diskussionerne blev der drukket kaffe, spist en sandet frokost og hygget. Vi lærte hurtigt, at ørkenen bragte os sammen som en flok, hvilket gjorde pauserne meget underholdende og spændende. Det var især interessant at diskutere politik med jævnaldrene fra så mange forskellige steder, da vores udgangspunkter var meget forskellige. Nogle kom fra Oman, et sultanat, mens vi fra Europa aldrig har oplevet andet end demokrati.

oman3

Ørkenens skib
På andendagen ankom to drenge med nogle kameler til vores midlertidige camp. Dem skiftedes vi til at ride på, men da de til tider var ret aggressive, måtte vi passe godt på. Den franske dreng, Clément mistede koncen-trationen et øjeblik og blev smidt af. Efter det blev vi en smule mere påpasselige med, hvad vi gjorde, må jeg indrømme.
På vores vandring så vi mange fantastiske ting. Vi sov under åben himmel og så stjerner i øst, mens solen endnu ikke var gået ned i vest. Vi så skorpioner kravle faretruende tæt på os, og ofte lå der knogler eller udtørrede kadavere fra kameler eller geder. Salamandre tittede også frem fra deres skjul i planterne og så os an.

 oman4

Sandstorm med knas
Vi oplevede også en sandstorm en af de sidste dage. Det var næsten umuligt at få frokost, da vi ikke kunne få maden frem uden, at den sandede til. Spise skulle vi dog, men det knasede noget.
Da det trak op til storm, var vi næsten ved vejs ende og den permanente camp var et velkomment syn. Ørkenen havde tæret på kroppen, og hovedet var fyldt af diskussioner og nye indtryk. Alligevel ville vi gerne have været fortsat, men desværre var det tid til at tage af sted. På bilturen tilbage sov vi ved hinandens skuldre, tog billeder af de sovende og snakkede om turen.
Muscat ventede og dermed også markedet eller souk'en. Her kunne vi købe ting med hjem eller blot se Omans hovedstad inden hjemrejsen. Timerne fløj af sted, og flyet ven-tede i Muscat lufthavn.

Nye fællesskaber
Efter en sådan tur kender man sig selv bedre. Og jeg har mødt mennesker, som jeg i dag føler mig meget knyttet til selvom, der er mange kilometer mellem os.
Ørkenen gjorde sit, men vi kom meget tæt hinanden, og vores åbenhed var utrolig. Ki-lometer efter kilometer snakkede vi på kryds og tværs. Vores udgangspunkter havde været forskellige, men ørkenturen skabte et sam-menhold på tværs af alle grænser.
Jeg synes, det var en fantastisk oplevelse, og jeg er taknemmelig for at have fået muligheden. Det forhold, vi har fået til hinanden, er for livet.

 

 

 

What if learning was about knowledge and also about doing, being, interacting with others and changing the world?

What if formal learning was enjoyable, hands-on and relevant to life outside school while addressing the problems of our world?

What if education systems prepared learners to become responsible citizens, recognize and solve local problems...

Then we would be educating for a more sustainable future

Ved at browse denne side acceptere du automatisk vores cookie politik.